Kommentar

1) Utroligt som det kan lyde, var der ingen af de andre deltagere i folkemødet der havde set heleforløbet af konfrontationen med Jakob Friborg. Vel var der en del der havde set de tidligere overfald på min person,og delvis den aktuelle konfrontation med JF. Jeg mente dog ikke jeg ville kunne bruge deres forklaringer til mit forsvar i retten.

Den opfattelse måtte jeg dog revidere senere i forløbet.

Jeg mødte i retten i sekunderet af to patrioter der også havde været tilstede ved Frit Folk mødeti Fredericia.

Inden retsmødets formelle begyndelse spurgte dommeren hvem disse personer var, og i hvilket forhold de stodtil mig. Jeg svarede at de havde været tilstede ved mødet i Fredericia, hvorefter dommeren belærte os om, at itilfældet af at de skulle vidne, måtte de nu forlade lokalet.

Da ingen af dem direkte havde overværet episoden, blev de. Det føltes rart at have nogle personer med,der senere ville kunne bevidne hvad der var foregået i retten. Jeg vil bestemt råde andre at sørge for der ernogle tilhørere med på tilhørerbænken ved et sådant retsmøde.

Når man som en retssag-uvant person møder i retten kan man nemt blive overrasket. Regler, rettighederog fremgangsmåder er ukendte, og systemet gør ingenting for at oplyse. Ja det kan endda være svært atfå noget som helst at vide, og det man får at vide kan man ikke altid regne med....

Da stævningen som det hedder 'blev forkyndt for mig' (den bliver afleveret personligt til en på bopælen),var jeg således ikke klar over om man f.eks. ville få en beskikket advokat, om man fik lov til at oplæse en erklæring,om der ville være vidner, osv.

Inden dagen for retsmødet oprandt ringede jeg derfor til dommerkontoret, for at vide hvordan det hang sammen.
Man fortalte mig at man ved bødesager ikke fik beskikket en advokat, men at man var velkommen til at tage en med, som man så selvskulle betale. På mit spørgsmål angående oplæsning af en erklæring, svarede man, at det måtteman gerne.

2) Jeg havde fra den allerførste dag efter episoden holdt nøjeregnskab med personer, samtaler, datoer og begivenheder, og skrevet ned hvad jeg kunne huske.
Det viste sig at være en rigtig god ide, da der gik 4 måneder indtil det første retsmøde fandt sted, og yderlige5 til det sidste.

Jeg kunne godt se at dommeren og anklageren studsede lidt over min muligvis utraditionelle stil, da jeg satte migpå anklagebænken og åbnede en mappe med papirer, og gjorde klar til at tage notater! Det var jo bare en bødesag,som jeg ved flere lejligheder under forløbet fik at vide.
Jeg følte mig næsten skyldig over at belaste det i forvejen overbebyrdede retssystem og ikke bare havde betalt bøden,som man jo havde prøvet at overbevise mig om ville være det bedste for alle parter....

Det viste sig at jeg var blevet informeret forkert angående det med at oplæse erklæringen. Man måttestort set kun svare på hvad anklager og dommeren spurgte om. Jeg var lidt i vildrede, og fortalte at jeg havde jo ringet tilkontoret og fået noget andet at vide, men en dommeren som så ud til at være lidt træt af hvad hun nok haropfattet som mit kværulanteri, afbrød mig og belærte mig i vendinger der ikke var til at misforstå, om ather var hendes ord lov..

3) Nu måtte jeg lige pludselig lave om på min strategi. Mendommer og anklager var faktisk ret fleksible, og jeg overrakte dem begge min 'forsvarstale' dadet blev aktuelt med situationstegningen og billedet der viste politikæden i Lokal Avisen Budstikkens artikel,som jeg havde pritet ud og ligeledes delte ud i nogle eksemplarer. De så ud til at studere tegningen indgående og stilledenogle supplerende spørgsmål.Det korte af det lange var, at jeg nogenlunde fik lov til at fortælle min version af begivenhederne,støttet af mine notater. Indimellem måtte jeg dog inkassere nogle (synes jeg) skarpe irettesættelser fra dommerensside når jeg åbenbart havde overtrådt nogle regler om hvornår man måtte sig hvad osv. Men hvordan skullejeg også have haft kendskab til dem..

Til sidst spurgte dommeren om jeg bortset fra det omtalte spark mod Jakob Friborg havde gjort noget som helst. Herpå kunnejeg sandfærdig svare at jeg havde gjort alt for at undgå konfrontationer, havde trukket mig tilbage, råbt om hjælp,og at jeg bortset fra det indrømmede spark overhovedet intet havde foretaget mig.

Dommeren vendte sig mod anklageren, og sagde at hun mente det ville være en god ide at indkalde nogle politifolksom vidner.

Jeg synes at kunne fornemme fra hendes tonefald, at hvis det virkelig var alt jeg havde gjort, ville jeg helt sikkertblive frikendt.

4) Derpå spurgte jeg om jeg også måtte indkalde vidner, og noget overrasketsvarede hun ja, hvis der var nogen der havde set noget... I det samme begyndte hun at snakke om hvor mange, og 'bare jeg ikke toghele demonstrationen med....'.

Jeg var ærlig talt lidt forbavset over denne reaktion... Men jeg kunne berolige hende med, at det havde jeg sandeligikke i sinde.

Nu tog dommeren en lille diktafon frem, og begyndte at indtale et kort resume af det der var blevet sagt under retsmødet.Bagefter spurgte hun om jeg var nogenlunde enig i det hun havde dikteret.
Det var selvfølgelig kun en yderst kort gengivelse af hvad der var blevet sagt, men jeg tror nok jeg mente det lød acceptabelti mine ører.

Lidt forvirret stod jeg der, dommer og anklager begyndte at rode i deres tasker..

Uhh, uhh, kan jeg gå nu..? Får jeg noget papir på det her..., stammede jeg..
Lettere irriteret sagde dommeren at jeg vist vil kunne få en udskrift eller lignende, men hendes tone var sådan at jeg afslogtilbuddet. Ja det er sikkert ikke nemt at være dommer!

H.P