Artikler publiceret på Balder Org er helt for forfatternes egen regning. Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de fremførte synspunkter eller påstande.
Gilad Atzmon jazz-musiker Israel
AIPAC Mordechais
af Gilad Atzmon
Oversat fra AIPAC Mordechais
Formatering og links i teksten af Balder.org
Holocaustreligionen sandsynligvis lige så så gammel som Jøderne selv,
siger Gilad Atzmon, israelsk født Jazzmusiker.
Når man analyserer AIPAC's arbejde og indflydelse indenfor amerikansk politik er det Esters Bog vi skal have i baghovedet.
AIPAC er mere end en politisk lobby. AIPAC er en moderne Mordechai, AJC(American Jewish Congress) er en moderne Mordechai.
Såvel AIPAC som AJC er ganske naturligt i overensstemmelse med den hebraisk bibelske tænkemåde. Men mens disse Mordechaier er forholdsvis nemme at udpege, er dem der udfylder Esters rolle; dem der arbejder for Israel bag skærmene, lidt vanskeligere at spore.
Det Amerikanske Jødiske Kongres er Mordechai, Bush er tydeligvis Ahasverus, mens rollen som Ester kan udfyldes af næsten enhver fra den sidste neokonservativ til Cheney mm.
I visse sammenhænge kan erindringer være bedrageriske, i andre sammenhænge kan erindringer skjule status quo. Når individer og grupper udstyres med erindringer som en form for identitet og følelse af særlighed truer anden lidelse med at fortrænge vores oplevelse fra denne centrale placering.
I stedet for at være en bro af solidaritet med andre der lider i nutiden, kan fortidens lidelser blive til en æresmedalje der beskytter mod de udfordringer der ligger i fremtiden.
Så bliver vores vidnesbyrd, oprindeligt fuld af kraft, der lægger op til spørgsmål om Gud og magt blive udvandet, blive set som forfalsket, konstrueret og det endda med overlæg.
En industri vokser op omkring dig, ærer dig, og bruger samtidigt dit vidnesbyrd til andre formål. Til sidst opstår en forvirring, både indadtil og udadtil, indtil vidnet selv ikke længere er i stand til at kende forskel på den verden af tolkning han var med til at forme, og den verden der nu taler i hans sted.
Var det det det der skete med Wiesel, eller er Finkelsteins bitre analyse den rigtige? [1]
Jødiskhed
Jødiskhed er et temmeligt diffust begreb. Det refererer til en kultur med mange ansigter, en udbud af ret forskellige grupper, forskellig tro, modsatrettede politiske lejre, forskellige klasser og forskelligartet etnicitet.
Alligevel er forbindelsen mellem disse mange mange mennesker der identificerer sig selv som Jøder meget fascinerende.
I de afsnit der følger vil jeg forsøge at udvide efterforskningen ind til ideen om jødiskhed. Jeg vil gøre et forsøg på at finde den intellektuelle, spirituelle og, mytologiske kollektive forbundenhed der gør jødiskhed til en magtfuld identitet.
Jødiskhed er tydeligvis hverken en racemæssig eller en etnisk kategori. 1)
Selv om jødisk identitet er racemæssigt og etnisk orienteret, former det jødiske folk ikke en homogen gruppe.
Der er ingen racemæssig eller etnisk kontinuitet.
Jødiskhed kan opfattes som en fortsættelse af Judaismen. Alligevel vil jeg påstå at heller ikke dette nødvendigvis er tilfældet. Selv om jødiskhed låner nogle fundamentale judaiske elementer er jødiskhed ikke Judaisme, og tilhører faktisk ikke en gang den samme kategori som Judaisme.
Endvidere har ikke så få af de mange der stolt henviser til sig selv som Jøder særlig meget kendskab til Judaismen, mange af dem er ateister, ikke religiøs og endda åbenlyse modstandere af Judaismen eller enhver anden religion.
Mange af de Jøder der er imod Judaismen holder aktivt fast i deres jødiske identitet og er overordentligt stolt af det. [2].
Denne opposition mod Judaismen inkluderer tydeligvis Zionismen (i hvert fald den tidlige version) men er også basis for meget jødisk socialistisk anti-zionisme.
Selv om jødiskhed er forskelligt fra Judaismen kan man stadigvæk være i vildrede hvad det er der definerer jødiskhed: om det er en ny slags religion eller ideologi eller er det kun en ‘sindstilstand’?
Hvis jødiskhed virkelig er en religion, er de næste spørgsmål der skal stilles, “hvad er det for en slags religion”? Hvis det er en religion kan man spørge om det er muligt at adskille den fra Judaismen for så vidt det er muligt at forlade sammenhængen Judaisme, Kristendom og Islam. [frit efter: If it is a religion, one may wonder whether it is possible to divorce from it as much as it is possible to step out of Judaism, Christianity or Islam.]
Hvis jødiskhed i virkeligheden er en ideologi, så er de rette spørgsmål man må stille, “hvad står denne ideologi for? Er det et sammenhængende koncept? Fremmaner det en Ny Verdensorden? Stiler det efter fred eller efter vold? Har den et universelt budskab til menneskeheden, eller er det kun endnu en manifestation af etniske stammetraditioner og regler.
Hvis jødiskhed er en sindstilstand, så er spørgsmålet om den er rationel eller irrationel. Er den indenfor det der kan udtrykkes eller indenfor det ubeskrivelige?
På dette sted vil jeg tillade mig at tag den fjerne mulighed i betragtning, at jødiskhed kunne være en mærkelig hybrid, det kunnen være alle disse ting på én gang, f.eks. en religion, en ideologi og en sindstilstand.
Holocaust Religionen
Filosoffen Yeshayahu Leibowitz, den tysk-fødte Hebrew University professor, var muligvis den første der foreslå at Holocaust var blevet den nye jødiske religion.
‘Holocaust’ er meget mere end en historisk fortælling, det indeholder netop de fleste af de nødvendige religiøse elementer: den har dens præster (Simon Wiesenthal, Elie Wiesel, Deborah Lipstadt, etc.) og profeter (Shimon Peres, Benjamin Netanyahu og dem der advarer mod den forestående judeocide).
Den har sine påbud og dogmer (‘aldrig mere’, ‘seks millioner’).
Den har sine ritualer(mindedage, pilgrimsrejser til Auschwitz osv.).
Den etablerer en esoterisk symbolsk orden(kapo, gaskammer, skorsten, støv, Musselmann, osv.).
Den har sine helligdomme og templer(Yad Vashem, the Holocaust Museum og nu de Forenende Nationer).
Hvis dette ikke er nok bliver Holocaust-Religionen
også vedligeholdt af et omfattende økonomisk netværk og en global finansielle infrastruktur(Holocaust-industri à la Norman Finkelstein).
Det er også interessant at Holocaust-religionen har sammenhængskraft nok til at definere de nye antikrister og er stærk nok til at forfølge dem, (holocaust-benægtelses-love)
Kritiske forskere der er uenige i ideen om ‘Holocaust-religionen’, påstår at selv om den nyudspringende religion beholder mange af de karakteristikker der kendetegner en organiseret religion, forbinder den ingen ekstern Gude-figur man kan udpege, tilbede eller elske.
Jeg er meget uenig i det. Jeg holder fast ved at Holocaust-religionen udtrykker essensen af det liberale* demokratiske verdenssyn. [* Amerikansk ”liberal” noget i retning af kulturradikal / venstreorienteret]
Den er der for at tjene som en ny form for dyrkelse. Det gjorde det at elske sig selv til en dogmatisk tro hvori den praktiserende troende tilbeder sig selv. I den nye religion er det ”Jøden” som Jøderne tilbeder. Det handler hele vejen igennem om ”mig”, genstanden for endeløs lidelse der bliver forløst.
Men, en hel del jødiske forskere i Israel og andetsteds accepterer Leibowitz’s obeservation.
Blandt dem er Marc Ellis, den prominente jødiske teolog der giver os et afslørende indblik i denne nye religions dialektik.
“Holocaust teologi,” siger Ellis, “yder tre temaer der eksisterer i dialektisk spænding [dialectical tension]: lidelse og bemyndigelse, uskyld og udfrielse, særlighed og normalisering." [4]
Selv om Holocaust-religionen ikke erstattede Judaismen, gav den jødiskhed et nyt indhold.
Det placerer en moderne jødisk fortælling på en måde der stedfæster det jødiske emne i et jødisk projekt.
Den tilbyder Jøden en central rolle i hans eget selv-centrerede univers.
Den ‘lidende’ og den ‘uskyldige’ marcherer mod ‘udfrielsen’ og ‘bemyndigelse’ [empowerment]. Gud er tydeligvis sat ude af spil, han er fyret, han har fejlet sin historiske mission, han var der ikke til at redde Jøderne.
I den nye religion bliver Jøden således ‘jødernes nye Gud’, det handler alle sammen om Jøden der frelser sig selv.
Den jødiske discipel af Holocaust-religionen optimerer sine livsbetingelser. Derefter skaber han en ramme for en fremtidig anerkendelse.
For den zionistiske discipel af den nye religion ser implikationerne af den nye religion ud til at være forholdsvist bestandige. Han er der for at schleppe hele verdens Jøder til Zion på bekostning af det palæstinensiske folk.
For den socialistiske Jøde er projektet en smule mere kompliceret. For ham er frelse det at sætte en Ny Verdensorden i gang, nemlig et socialistisk paradis. An verden domineret af en dogmatisk arbejdsklassepolitik hvor i Jøderne kun er én minoritet blandt mange.
For den humanistiske Jøde betyder Holocaust-religionen at Jøder skal placere sig selv i forfront i kampen mod racisme, undertrykkelse og ondskab i alt almindelighed.
Selv om dette lyder lovende viser det sig at være problematisk af indlysende grunde.
I vores nuværende verdensorden er det Israel og Amerika der er under de førende undertrykkende ondskaber. At forvente at Jøder befinder sig i frontlinjen af en humanistisk kamp ville få Jøder til at bekæmpe deres brødre og deres servicerende eneste supermagt.
Det står temmelig klart at alle tre Holocaust-kirker forsyner Jøderne med et større projekt med nogle globale implikationer.
Endnu mere interessant er det at ingen holocaustforskere har brugt noget krudt på at studere Holocausts rolle indenfor det langsigtede jødiske kontinuum.
Herfra og fremefter vil jeg holde fast i at Holocaustreligionen allerede var veletableret
længe inden Den Endelige Løsning[Final Solution /Endlösung] (1942),
længe inden Krystalnatten (1938),
længe inden Nürnberg-lovene[Nazisternes racelove] (1936),
længe inden den første anti-jødiske lov blev vedtaget i Nazi-Tyskland, længe inden den Amerikanske Jødiske Kongres erklærede krig mod Tyskland (1933), og endda
længe før Hitler blev født (1889).
Holocaustreligionen er sandsynligvis lige så gammel som Jøderne selv.
Jødiske Arketyper
I en tidligere artikel har jeg defineret ideen om 'Pre-Traumatic Stress Disorder' (Pre-TSD) [7].
Indenfor tilstanden Pre-TSD, er stresset resultat af en fantasmagorisk indbildt hændelse der forventes at afspille sig i fremtiden; en hændelse der aldrig er foregået.
I modsætning til ved Post-Traumatic Stress Disorder, hvor stress ses som en direkte reaktion på noget der (måske) er sket i fortiden, er stresset i Pre-TSD sammenhæng formet som resultatet af en imaginær potentiel hændelse.
Indenfor Pre-TSD foregriber en illusion betingelserne hvor i en forestilling om fremtidige rædsler former den nutidige realitet.
Det lader til at angstens dialektik[Gud hvor jeg hader ordet dialektik! B.] dominerer den jødiske eksistens og sindstilstand i en meget større udstrækning end vi bryder os at indrømme. Selv om frygt har været udnyttet politisk af jødiske ledere siden de emancipationens tidligste dage [emancipation = jødernes ligestilling i samfundet], er frygtens dialektik langt ældre end moderne jødisk historie.
Det er i virkeligheden arven fra Tanak (den hebraiske Bibel) der er der for at sætte Jøden i en pre-traumatisk tilstand.
Det er den hebraiske Bibel der fremkalder en dualistisk ramme bestående af Uskyld - Lidelse og Forfølgelse - Bemyndigelse.
Mere præcist; angsten for judeociden er filtret sammen med jødisk ånd, kultur, og litteratur.
Jeg vil her påstå at Holocaustreligionen var der for at transformere de gamle israelitter til Jøder.
'At a time when morons and bigots say the Holocaust never happened, or that it wasn’t such a big deal if it did, the business of publicizing and exploiting the mass murder of European Jewry for political, financial or institutional gain is something we Jews would rather not discuss, except among ourselves. Reich has taken this taboo and built an entire novel — wickedly clever and shocking, tasteless and tedious, infuriating and maybe even marginally constructive — on it. More.
Den amerikanske antropolog Glenn Bowman der specialiserer sig i studiet af eksil-identiteter giver et afgørende indblik i emnet angst og dettes bidrag til emnet Identitetspolitik.
“Antagonisme”, siger Bowman, “er fundamentalt for processen af fetishisering af den underliggende identitet, fordi man har en tendens til at tale om hvem eller hvad man er præcist i det øjeblik hvor denne identitet ser ud til at være truet.
Jeg begynder at kalde mig selv en sådan og sådan person, og en sådan og sådan repræsentant for et imaginært fællesskab i øjeblikket hvor noget ser ud til at true at forbyde det at være navnet jeg taler står for.
[Vi kan hurtigt blive enige om at Gilad Atzmon med denne artikel ikke aspirerer til en Nobelpris for litteratur. Slå op i den engelske udgave hvis du tror du kan lave en bedre oversættelse af disse og andre uklare eller dårligt skrevne linjer en jeg har formået! Forslag modtages gerne.]
Identitets-terminologi kommer i anvendelse præcist i det øjeblik hvor man af en eller anden grund føler at den har betydning for et væsen eller en entitet som man skal forsvare.” [8]
For at sige det kort; Bowman lægger vægt på at det er angst der får ideen om identitet til at krystallisere. Men når denne angst udvikler sig til en tilstand af kollektiv pre-traumatisk stress, re-formaterer identiteten sig. I tilfældet af det jødiske folk er det Bibelen der er der for at hensætte Jøderne i en tilstand af Pre-TSD.
Det er Bibelen der ansporer til frygten for judeocide.
Flere og flere bibelforskere anfægter nu bibelens historiske validitet. Niels Lechme argumenter i 'The Canaanites and Their Land' at Bibelen for det hovedparten er ‘skrevet efter det Babyloniske Eksil og at disse skrifter reviderer (og for en stor del opfinder) tidligere israelitisk historie på en sådan måde at den reflekterer og gentager [bekræfter] oplevelserne af dem der vender tilbage fra det Babylonske Eksil’. [på dansk måske mest kendt som ‘det babyloniske fangenskab’ ?] [9]
Med andre ord, da den er skrevet af ‘tilbagevendende’, indlemmer Bibelen noget hardcore eksilistisk ideologi ind i en historisk fortælling. Ret så meget som i tilfældet af den tidlige zionistiske ideolog der betragtede assimilation som en dødstrussel;
'De samfund der samlede sig under ledelse af det Yahve-istiske præsteskab (i tiden rund det babyloniske eksil) så assimilation og frafald [apostease] ikke kun som en social død for dem selv som Judaister, men også som et forsøg på gudsmord [deicide].'
De blev enige om at håndhæve en absolut og eksklusiv dedikation til Jahve, der som de var sikre på, ville føre dem tilbage til det land hvorfra de havde været fordrevet.
Den foreskrevne renhed af blodet som middel til at håndhæve det nationale samfunds grænser fordømte således blandede ægteskaber med dem der omgav dem.
De etablerede også en omfattende række eksklusive ritualer der gjorde dem forskellige fra deres naboer, og disse indbefattede ikke kun et surrogat form for tempel-religionsudøvelse men også en særlig kalender der på en rituel måde tillod dem at eksistere i en tidsmæssig sammenhæng der var forskelligt fra det samfund de delte opholdssted med.
Alle disse accentueringer tjente til at markere og fastholde forskelle, men forhindrede dem ikke i at drive handel, og satte dem således i stand til at tjen til livets ophold blandt Babylonierne.”
Et kig på Bowman og Lechme’s spektakulære læsning af Bibelen og den jødiske fortælling som manifestation for en eksilistisk og marginal identitet, kunne forklare det faktum at jødiskhed blomstrer i eksil, men hurtigt taber sin fremdrift så snart det bliver til en hjemlig affære [Israel].
Hvis jødiskhed virkeligt er centreret om en emigrant-kollektivistisk overlevelses-ideologi, så vil dens proselytter have fremgang i Eksil.
Men det der håndhæver jødiske kollektiv identitet er frygt. I lighed med tilfældet Holocaustreligionen placerer jødiskhed frygten for judeociden centralt i den jødiske psyke, mens den også tilbyder de spirituelle, ideologiske og pragmatiske værktøjer til at leve med denne frygt.
Esters Bog
Esters Bog er en bibelsk fortælling der former grundlaget for fejringen af Purim; sandsynligvis den mest glade af de jødiske fejringer. Bogen fortæller historien om et forsøg på judeocide, men den fortæller også en historie hvor i Jøder har succesfuld ændrer deres skæbne. I Esters Bog lykkes det for Jøderne at redde sig selv, og endda at tage hævn.
Den foregår i Ahasverus’ tredje år, og herskeren er en persisk [iransk] konge, almindeligvis identificeret med Xerxes den første. Det er historien om et palads, sammensværgelse, en forsøgt judeocide, og en tapper og skøn jødiske dronning (Ester) der får held til at redde Jøderne i allersidste øjeblik.
I historien er [persernes]Kong Ahasverus gift med Vashti, som han forstøder efter hun afslår hans tilbud til at ‘besøge’ ham under en fest.
Ester var blevet udvalgt blandt kandidaterne til at blive Ahasverus’ kone. Længere ind i historien planlægger Haman, Ahasverus’ statsminister at dræbe alle Jøderne uden at vide at Ester faktisk er Jøde. I historien redder Ester sammen med sin fætter Mordechai[jødisk leder] situationen for Jøderne.
Med fare for sit eget liv advarer Ester Ahasverus mod Hamans morderiske antijødiske plan.
Haman og hans sønner bliver hængt i de ‘50 alen’ høje galger han oprindelig havde bygget for fætter Mordechai. Da dette sker, tager Mordechai Hamans plads; han bliver statsminister. Ahasverus’ dekret der forordner Jødernes tilintetgørelse kan ikke ophæves, derfor udsteder Mordechai en ny dekret der giver Jøderne lov til at gribe til våben og myrde deres fjender, hvilket de gør.
Historiens morale er temmelig klar. Hvis Jøder vil overleve, må de heller søge at infiltrere magtens korridorer. Med Ester, Mordechai og Purim i baghovedet, ser AIPAC og ideen om ‘jødisk magt’ ud som personificeringen af en dyb bibelsk og kulturel ideologi.
Her findes også den interessante drejning. Selv om historien bliver præsenteret som en historisk fortælling, er den historiske akkuratesse af Esters Bog ret så omstridt blandt de fleste moderne bibelforskere. Det er hovedsageligt manglen på tydelig bekræftelse af hver af detaljerne i Esters Bogs historie i det der er kendt af persiske historie fra klassiske kilder der har fået forskerne til at konkludere at historien for størstedelen eller endda fuldstændigt, er baseret på fiktion.
Med andre ord: selv om moralen er tydeligt, er forsøget på genocide fiktivt. Tilsyneladende hensætter Esters Bog dens proselytter i en tilstand af kollektiv Pre-Traumatic Stress Disorder. Den transformerer en fantasi om ødelæggelse til en overlevelses-ideologi.
Og rigtigt nok, nogle læser historien som en allegori om i bund og grund assimilerede Jøder, der opdager at de er mål for antisemitisme, men som er i en position til at redde sig selv og deres jødiske fæller.
Det kunne være med til at kaste noget lys over tingene at holde Bowman i tankerne her. Esters Bog er der for at formgive den eksilistiske identitet. Den findes for at implantere den eksistentialistiske stress, den introducerer Holocaustreligionen.
Den skaber de omstændigheder der forvandler Holocaust til realitet.
Meget bemærkelsesværdigt er Esters Bog (i den hebraiske version) en af de to bøger af Bibelen der ikke direkte nævner Gud (den anden er Song of Songs [?]).
I Esters Bog er det Jøderne der tror på sig selv, i deres egen kraft, på deres unikhed, på deres raffinement, på deres evne til at bedrage, på deres evne til at overtage kongeriger, på deres evner til at redde sig selv. Esters Bog handler hele vejen igennem om bemyndigelse [empowerment] og de Jøder der tror på deres kræfter.
Fra Purim til Birkenau
I en artikel der hedder ‘En Purim lektie: Lobbyisme Mod Folkemord, Den gang og NU’ [10], deler Dr. Rafael Medoff med sine læsere hvad han forstår som den lektie fra Esters Bog der blev videregivet til Jøderne.
Hvis jeg skal være mere præcist, det er lobbyismens kunst som Ester og Mordechai belærer os om her.
‘Purim Helligdagene’, siger Medoff, ‘fejrer den gamle persiske hovedstads prominente jøders succesfulde forsøg på at forhindre et folkemord rettet mod Jøderne’.
Men Medoff standser ikke der. Denne specifikke udøvelse af hvad nogle kalder ‘Jødisk Magt’ har været hjulpet frem og bliver udøvet af moderne emanciperede Jøder:
“Hvad der ikke er ret kendt, er at der foregik en lignende lobbyvirksomhed i Washington, D.C. – under højdepunktet af Holocaust”.
I artiklen udforsker Medoff lighederne mellem Esters lobbyisme i Persien og hendes moderne brødres lobbyisme indenfor Franklin Delano Roosevelts regering under højdepunktet af anden verdenskrig.
"1940'enes Ester var Henry Morgenthau Jr.’ siger Medoff, ‘en velhavende Jøde af tysk afstamning, der (som hans søn beskrev det senere) var forhippet på at blive betragtet som ‘et hundrede procent Amerikansk.’
Mens han underspillede sin jødiskhed, steg Morgenthau langsomt i graderne fra at være Franklin Delano Roosevelts ven og rådgiver til at være hans finansminister".
Medoff fik helt klart også øje på en moderne version af Mordechai:
‘en ung zionistisk udsending fra Jerusalem, Peter Bergson (rigtige navn: Hillel Kook) der førte an i en række protestkampagner for at iværksætte en amerikansk redning af Jøder fra Hitler.
Bergsongruppens avisannoncer og offentlige sammenkomster opildnede til opmærksomhed på Holocaust, ikke mindst da gruppen fik flere end 400 rabbinere til at marchere til indgangen af det Hvide Hus lige før Yom Kippur i 1943.’ [Yom Kippur = endnu en jødisk helligdag]
Medoffs interpretation af Esters Bog forsyner os med en blændende indsigt i den jødiske kollektive overlevelses-dynamiks interne kode hvor i den assimilerede (Ester) og den praktiserende (Mordechai) forener sig med tydelige judeo-centriske interesser som mål.
Ifølge Medoff er lighederne virkelig rystende:
‘Mordechais pres fik til sidst Ester til at gå til kongen; presset fra Morgenthaus hjælpere fik ham til sidst til at gå til præsidenten, bevæbnet med en 18 sider stor giftig rapport de havde kaldt:
‘Rapport til Ministeren for denne Regerings Indvilligelse i Mord på Jøder’
[Report to the Secretary on the Acquiescence of This Government in the Murder of the Jews]
Dr. Medoff er helt parat til at trække sine konklusioner:
‘Esters lobbyisme var succesfuld. Ahasverus aflyste genocide-dekretet og henrettede Haman og hans følgesvende. Morgenthaus lobby virkede også. En resolution fra Kongressen iværksat af Bergson, der besluttede en redningsaktion gik hurtigt igennem hos Senate Foreign Relations Committee – hvilket satte Morgenthau i stand til at sige til Franklin Delano Roosevelt at
‘han enten skulle handle meget hurtigt, eller også vil Kongressen gøre det for dig.’
‘Ti måneder før valgene, var det sidste som Franklin Delano Roosevelt ønskede en pinlig skandale over noget med flygtninge. Indenfor få dage gjorde Roosevelt det som kongressens resolution ville – han udstedte en specialordre der skabte War Refugee Board [Krigsflygtningeråd], en amerikansk regeringsagentur der skulle redde flygtninge fra Hitler.’
Der er ingen som helst tvivl om at Medoff ser Esters Bog som en generel retningslinje for en sund jødisk fremtid.
Medoff slutter sin artikel sådan her: ‘påstanden om at man ikke kunne gøre noget for at hjælpe Europas Jøder var blevet tilintetgjort af Jøder, der rystede frygten af sig og stod op for deres folk – i det gamle Persien så vel som i det moderne Washington.’
Med andre ord, Jøder kan og burde gøre ting for deres egen skyld. Dette er netop både moralen fra Esters bog og moralen fra Holocaustreligionen.
Hvad Jøder burde gøre for sig selv er rigtig nok et åbent spørgsmål.
'A biting satire on Jewish identity, Zionist politics and sex.' The Observer
'A fusion of anti-Israeli conspiracy theory and adolescent sexual farce – Mordechai Vanunu meets ‘American Pie’ – which involves crynogenically maintained war criminals, Mossad agents, and a trumpeter who can bring women to orgasm just by playing a single note.' Time Out
Forskellige Jøder har forskellige ideer.
De neokonservative tror på at slæbe USA og Vesten ind i en endeløs krig mod Islam.
Emmanuel Levinas, derimod tror på at jøderne netop burde positionere sig selv i fronten for kampen imod undertrykkelse og uret.
Ja vist; jødisk ‘empowerment’ er kun ét af de mange svar. Alligevel er det en kraftig og farlig af disse mange mulige. Den er specielt farlig når American Jewish Committee (AJC) opfører sig som en moderne Mordechai, og helt åbenlyst involverer sig i en omfattende lobbyistisk anstrengelse til fordel for en krig mod Iran.
Når vi analyserer AIPACs arbejde og indflydelse indenfor amerikansk politik, er det Esters Bog vi skal tænke på. AIPAC er mere end en politisk lobby. AIPAC er en moderne Mordechai, American Jewish Committee er også en moderne Mordechai.
Vi skal huske på at såvel AIPAC som American Jewish Committee ifølge deres iboende natur er på linje med den Hebraiske Bibelske Ideologi. Men mens Mordechaiserne er forholdsvis nemme at få øje på, er dem der arbejder for Israel bag ved gardinerne, dem der udfylder Ester-rollerne en smule sværere at spore.
Jeg tror at når vi en gang lærer at se på israelsk lobbyisme ved hjælp af de parametre der sættes op i Esters Bog & Holocaustreligionen, vil vi se Ahmadinejad som den nuværende Haman / Hitler figur.
American Jewish Committee er Mordechai, Bush er tydeligvis Ahasverus, men stadigvæk kan Esther være næsten hvem som helst, fra den sidste neokonservativ til Cheney og længere i nu.
Brenner og PrinzAt være Jøde
I begyndelsen af denne artikel, spørger jeg hvad jødiskhed står for.
Selv om jeg accepterer kompleksiteten af ideen om jødiskhed, hælder jeg til at acceptere Leibowitz’s bidrag til emnet: Holocaust er den nye jødiske religion.
I artiklen tog jeg mig den frihed at udvide holocaust-ideen.
I stedet for hovedsageligt at referere til Shoah’en; altså det nazisternes judeocide, argumenterer jeg her for at Holocaust er indgraveret i den jødiske selvforståelse og ånd. Holocaust er essensen af det kollektive jødiske pre-traumatiske stress-syndrom og det stammer fra før Shoah’en.
At være Jøde betyder at se ‘de andre’ som en trussel heller end som en broder.
At være Jøde er at være konstant på vagt.
At være Jøde er at internalisere Esters Bog.
Det er at stile efter den mest indflydelsesrige samling af hegemoni.
At være Jøde er at samarbejde med magt.
Den amerikanske marxistiske historiker Lenni Brenner er fascineret af samarbejdet mellem zionister nazismen.
Lenni Brenner Anti-zionistisk jødisk marxist
I sin bog ‘Zionism in the Age of Dictators’, præsenterer Brenner et uddrag af rabbiner Joachim Prinz’s bog der blev udgivet i 1937, efter rabbiner Prinz forlod Tyskland for at rejse til Amerika.
“Alle i Tyskland vidste at kun zionisterne ville kunne repræsentere Jøderne på en ansvarlig måde i forhandlingerne med nazi-styret.
Vi var alle temmelig sikre på at dagen ville komme hvor regeringen ville organiserer en rundbordssamtale med Jøderne, hvor – efter revolutionens uroligheder og grusomheder var forbi – de tyske Jøders nye status ville blive overvejet.
Regeringen erklærede højtideligt at der ikke var noget land i verden der som Tyskland forsøgte at løse det jødiske problem. Løsningen af jødespørgsmålet? Det var vores zionistiske drøm! Vi benægtede aldrig eksistensen af jødespørgsmålet! Dissimilation? [modsætning af assimilation] Det var vores eget ønske! .... I en udtalelse der lyste af stolthed og værdighed, efterlyste vi en konference.” [11]
Derefter citerer Brenner uddrag af et Memorandum der blev sendt til Nazipartiet af den tyske zionistiske Zionistische Vereinigung für Deutschland den 21 juni 1933:
“Zionismen har ingen illusioner om sværhedsgraden af den jødiske tilstand, der mere end noget andet består i et anormalt beskæftigelsesmønster og fejlen af intellektuelle og moralske holdninger der ikke har rod i ens egen tradition ...
I forbindelse med grundlæggelsen af den nye stat, der har fastsat raceprincippet, ønsker vi at indpasse vores samfund på en sådan måde i rigets overordnede struktur, at det også for os vil være muligt at udføre frugtbart arbejde for Fædrelandet, i det område der bliver tildelt os ...
Vores bekræftelse af jødisk nationalitet tilvejebringer en klar og oprigtig relation til det tyske folk og dets nationale og racemæssige virkeligheder.
Netop fordi vi ikke ønsker at falsificere disse grundlæggende ting, fordi også vi er imod blandede ægteskaber, og er for at bevare den jødiske gruppes renhed, tror vi på muligheden af et ærligt loyalitetsforhold mellem en gruppebevidste Jødedom og den tyske stat ... “ [12]
I dette dokument tilbød de tyske zionister en udspekuleret kollaboration mellem Zionisme og Nazisme, der er helliget målet; en jødisk stat: “Vi vil ikke kampe mod Dem, kun mod dem der kunne tænkes at modstå Dem.”
Brenner hverken bifalder Prinz’s version eller det zionistiske initiativ.
Fuld af afsky siger han:
Dette dokument, et forræderi mod tysklands Jøder, var indskrevet i de zionistiske klicheer: ‘unormalt beskæftigelses-mønster’, ‘rodløse intellektuelle der har et stort behov for moralsk genrejsning’, etc.
Brenner formår ikke at se det åbenlyse. Rabbi Prinz og Zionistische Vereinigung für Deutschland[ZVfD] var ikke forrædere, de var faktisk vaskeægte Jøder. De fulgte deres meget jødiske kulturelle kodeks. De fulgte Esters Bog, de tog Mordechais rolle.
De forsøgte at kollaborere med det de korrekt identificerede som en prominent fremstormende magtfaktor.
I 1969 tilstod rabbiner Prinz at “lige siden mordet på Walther Rathenau i 1922, var der ingen tvivl i vores sind at den tyske udvikling ville være frem mod et antisemitisk totalitært regime. Da Hitler begyndte at træde frem, og som han sagde ‘vækkede’ den tyske nation til racial bevidsthed og racemæssig overlegenhed, var vi ikke i tvivl om at denne mand før eller senere ville blive leder for den tyske nation. [13]
Om Brenner eller andre kan lide det eller ej, viste rabbiner Prinz sig at være en autentisk jødisk leder.
Han viser sig at eje en højtudviklet overlevelses-radar mekanisme, der passer som fod i hose til den eksilistisk ideologi.
I 1981 interviewede Lenni Brenner rabbiner Prinz.
Joachim Prinz Zionistisk rabbiner
Her er hvad Brenner havde at sige om kollaboratøren Prinz.
“Prinz udviklede sig dramatisk i de 44 år siden han blev udvist af Tyskland.
Han fortalte mig, mens båndoptageren var stoppet, at han hurtigt blev klar over at intet af det han sagde der [den gang i Tyskland] lød fornuftigt i USA.
Han blev en amerikansk liberal [venstreorienteret / kulturradikal].
Som formand for det Amerikanske Jødiske Kongres, blev han bedt om at marchere sammen med Martin Luther King og han gjorde det.”
Endnu en gang formår Brenner at overse det mest iøjnefaldende.
Prinz havde overhoved ikke ændret sig.
Prinz udviklede sig ikke i de 44 år. Han forblev en ægte autentisk Jøde, og en ekstremt smart en af slagsen.
En mand der internaliserede essensen af jødisk émigré-filosofi: I Tyskland vær Tysker, og i Amerika vær amerikaner. Vær fleksibel, pas ind og gå over til relativistisk etisk tænkning.
Prinz, som overbevist tilhænger af Mordechai, realiserede sig at hvad som helst der er godt for Jøderne, er simpelthen godt.
Jeg genhørte de uvurderlige Brenner interviews med rabbi Prinz der nu er tilgængelig online [14].
Det var chokerende for mig at konstatere at Prinz faktisk præsenterede sit synspunkt på en fremragende måde. Det er Prinz frem for Brenner der giver os et glimt af jødisk ideologi og dets interaktion med den omgivende realitet.
Det er også Prinz der forstår det tyske Volk og dets aspirationer.
Prinz præsenterer sin foregående handlinger som en stolt Jøde. fra hans synspunkt var det det helt rigtige at kollaborere med Hitler. Han fulgte Mordechai, og han holdt sandsynligvis udkig efter en kommende Ester.
Derfor er det kun naturligt at rabbiner Prins senere blev præsident for Jewish American Congress. Han blev til en prominent amerikansk leder på trods af sit ‘kollaboration med Hitler’. Simpelthen af de indlysende årsager: fra et jødisk ideologisk perspektiv gjorde han det rigtige.
Nogle afsluttende ord om Zionismen
Når vi lærer at se på jødiskhed som en eksilistisk kultur, som personificeringen af den 'ultimative anden' [dem] kan vi forstå judaismen som et kollektivt kontinuum baseret på en rædselsfantasi.
Jødiskhed er materialiseringen af angstens politik i en pragmatisk dagsorden. Det er hvad holocaustreligionen i bund og grund handler om, og den er netop lige så gammel som Jøderne selv. Rabbi Prinz kunne forudse Holocaust. Såvel Prinz som Zionistische Vereinigung für Deutschland kunne foregribe en judeocide. Set fra et jødisk ideologisk synspunkt handlede de korrekt. De var hengivne til deres esoteriske etik indenfor en esoterisk kulturel referenceramme.
Zionismen var ganske vist et stort løfte, den var der for at modellere Jøder til Israelitter. Den var der for at gøre Jøderne som andre folkeslag. Zionismen var der for at identificere og bekæmpe Galut (Diaspora), det eksilistiske kendetegn for det jødiske folk og deres kultur.
Men Zionismen var dømt til at mislykkes. Grunden er indlysende: i en kultur der metafysisk er baseret på en eksilistisk ideologi er det sidste man kan forvente en succesfuld hjemkomst.
For at kunne opfylde sit forjættelse skulle Zionismen befri sig selv fra den jødiske eksilistiske ideologi, og skulle Zionismen dermed befri sig selv for Holocaustreligionen. Men det er netop det der ikke lykkes. Da den er eksilistisk ind til benet, skulle Zionismen kreere et modsætningsforhold til de indfødte Palæstinensere for at håndhæve sin jødiske identitets-fetish.
Da Zionismen forfejlede sin frigørelse fra dens jødiske emigrant-ideologi, tabte den chancen til at udvikle sig til en form for indfødt kultur. Som konsekvens deraf, er Israelsk kultur og politik en mærkelig sammenblanding af kolonial magt parret med Galut's [diaspora] offer-mentalitet. Zionismen er et sekulært produkt af en eksilistisk kultur der ikke kan modne til en autentisk selvskabt erkendelse.
1)Jeg går ud fra at Gilad Atzmon forudsætter læserens praktiske kenskab til judaisk teori og praksis mht. etniske og racemæssige kategorier, hvor disse elementer jo spiller en merkværdig men alligevel væsentlig rolle. At man i en hel afhandling kan udelade disse parametre uden at ideerne præsenteret her af den grund lider skade, eller er i konflikt viser kun endnu en gang hvor komplekse jødiske emner og spørgsmål ofte kan være.
Mp3 15 MB | 